
Rotary International har i alt 1,4 millioner medlemmer i mere end 200 lande. Rotary i Danmark har 8.000 medlemmer i ca. 240 klubber
Rotary International
Rotary International har i alt 1,4 millioner medlemmer i mere end 200 lande. Rotary International ledes af en bestyrelse – The Board. Rotary Internationals President leder Rotary på verdensplan.
Stephanie A. Urchick er President for Rotary International I 2024-25.
Danske rotarianere har gennem tiden haft en position i Rotary Internationals Board of Directors.
På www.rotary.org findes en række informationer om Rotary International.
Rotary Danmark
Rotary Danmark er et multidistrikt (DRMA – Danish Rotary Multidistrict Administration) godkendt af Rotary International bestående af de 5 danske distrikter. Rotary Danmark udfører opgaver som med fordel kan løses på nationalt plan.
Rotary Danmarks bestyrelse består af de 5 danske distrikters Guvernører og Guvernør Electer (kommende guvernører). Bestyrelsen ledes af en formand valgt blandt tidligere guvernører. Landssekretariatet har ansvaret for sekretariatsbetjeningen af bestyrelsen. Landssekretæren er chef for Rotary Danmarks sekretariat og er sekretær for bestyrelsen.
Rotary Danmarks Ungdomsudveksling er en selvstændig organisation under Rotary Danmarks organisation. Bestyrelsen består af én repræsentant fra hvert distrikt (kommende, siddende eller tidligere guvernør) samt to District Counsellors.
Distrikterne
Danmark er opdelt i 5 geografiske enheder – det vil sige 5 distrikter. Hvert distrikt ledes af en guvernør.
Guvernør og Guvernør Elect i de 5 danske distrikter samarbejder på landsplan bl.a. i Rotary Danmarks bestyrelse. I Rotary Danmarks Ungdomsudveksling er der ligeledes et samarbejde på bestyrelses- og ledelsesniveau.
Hvert distrikt består af et antal klubber. På landsplan er der ca. 240 klubber. Distrikterne uddanner bl.a. kommende klubpræsidenter og udbyder kurser af fælles interesse for klubbernes ledelser og medlemmer – inden for ledelse, medlemsudvikling, ungdomsudveksling samt kurser vedr. humanitære støttemuligheder i Rotary.
Klubberne
Rotary Danmark består af ca. 240 lokale klubber. Klubberne er hjørnestenen i organisationen. Klubberne ledes af en præsident.
De 240 lokale klubber ledes af en bestyrelse med en præsident i spidsen. Klubberne tilbyder bl.a. et erhvervsnetværk, hvor ledere og professionelle mødes samtidig med at påtage sig et samfundsansvar. Se også ”Erhvervsnetværk” og ”Humanitært”.
Klubberne har forskellige profiler. Der findes bl.a. følgende:
Traditionelle klubber
- De fleste Rotary Klubber i Danmark er lokale klubber. Klubberne kan have forskellige profiler og have forskelligt fokus på Rotarys mærkesager. De fleste klubber er morgen- eller aftenklubber.
Hybrid klubber
- Odense City Rotary Klub er fra marts 2025 en hybridklub. Det betyder, at man deltage enten fysisk eller online (ved virksomhedsbesøg dog kun fysisk). Foredragsholdere kan holde indlæg online, og dermed åbnes der op for foredragsholdere fra hele verden. Det giver også mulighed for mødedeltagelse, for de medlemmer der er forhindret i at møde fysisk.
E-klubber
- E-Club One of Denmark er en internetbaseret klub for alle 5 Rotary distrikter i Danmark. Medlemmerne mødes virtuelt, og klubformen giver mulighed for at deltage i et møde, selv om man er på farten eller måske er udstationeret. Sproget er dansk.
Internationale klubber
- Der findes internationale klubber i Danmark i Billund og i København. Sproget er engelsk. Det giver bl.a. udlændinge bosat i Danmark mulighed for at være medlem af en lokal dansk Rotary Klub.
Pasport klubber
- Frederiksberg-Falconér Rotary Passport Club henvender sig til rotarianere med en travl kalender. Mødeformen er fleksibel og er baseret på, at medlemmerne regelmæssigt deltager i andre Rotary Klubbers møder i Danmark.
Satellitklubber
- Klubber, som er på vej til at blive en Rotary Klub, har ofte en Faderklub (en etableret Rotary Klub). Klubben er voksende, men har typisk under 20 medlemmer.